Websitet anvender cookies til at huske dine indstillinger. Læs mere.
Acceptere du cookies?
Drop løbetesten når du køber løbesko
Skrevet af: Niels Erik (Kilde: DR, Thomas Helsborg, 13. juni 2013) d. 14.06.13

Skal du som nybegynder i gang med at løbe, så er der ingen grund til at gå ned i en dyr specialbutik og få lavet en løbetest. Uanset om du har en skæv fodstilling eller ej, så skal du nemlig bare vælge nogle helt almindelige neutrale løbesko uden særlig støtte.

Sådan lyder den overraskende konklusion fra et dansk forskningsprojekt."Det er overraskende, fordi man i mange år har troet, at det er skadeligt at løbe i sko uden særlig støtte, hvis man har en skæv fodstilling", siger fysioterapeut og ph.d.-studerende Rasmus Ø. Nielsen fra Aarhus Universitet.

 

Skæv fodstilling giver ikke flere skader
Han har sammen med andre forskere i et år fulgt 927 raske nybegyndere med forskellige fodstillinger. Alle fik udleveret den samme neutrale løbesko. I løbet af året fik 252 af testpersonerne en skade. Men der var lige så mange skader blandt dem med en neutral fodstilling som blandt dem med en skæv fodstilling.
- "Alt peger på, at der ikke er større risiko for skader, hvis man har en skæv fodstilling", siger Rasmus Ø. Nielsen.

 

Tre typer af løbere
Han opfordrer til, at man skal holde op med at se en skæv fodstilling eller pronering af foden som en stor risikofaktor i forbindelse med løbeskader hos raske nybegyndere.
Nye løbere bør hellere se på deres vægt, omfanget af træningen og eventuelle tidligere skader, hvis de vil forebygge at få løbeskader.
Rasmus Ø. Nielsen mener, at der i dag er tre typer af løbere, som skal vælge løbesko på hver deres måde. Få hans gode råd herunder:

Sådan skal du vælge løbesko:

  1. Raske nybegyndere: De skal ifølge den nye forskning vælge et par helt almindelige neutrale løbesko. Man skal ikke bruge tid på en løbetest for at finde ud af, hvordan ens fodstilling er. Lad være med at købe sko med særlig støtte eller anti-pronation.

  2. Erfarne løbere uden skader: Har du allerede løbet en del uden problemer, så behold umiddelbart dine løbesko. Der er altid risiko for skader, når man skifter løbesko, for kroppen kan have vænnet sig til en bestemt type af sko. Derfor kan man ikke umiddelbart sige, at de blot skal købe en neutral sko, hvis de er vant til at løbe i en sko med særlig støtte.

  3. Nybegyndere/erfarne løbere med skader: Får du ofte skader ved løb, så er der ingen gode generelle råd. Du skal søge hjælp hos en fysioterapeut eller anden ekspert og få individuelle råd. Nogle skader kræver neutrale sko, andre skader sko med støtte eller nogle helt tredje sko.

 

Alle nyheder